Solrød Biogas har udført stor rensning af sine tanke for at øge produktionen

Solrød Biogas har været i gang med en stor rensning af sine to store tanke på anlægget ved Åmarken 6 i den sydlige del af kommunen. Her bliver bl.a. tang fra stranden ved Køge Bugt og gylle fra lokale landmænd anvendt til at producere biogassen, der så bliver til betydelige mængder af el og fjernvarme.

Men netop tang og gylle indeholder også sand. Så i løbet af de otte år, anlægget nu har været i brug, er der efterhånden aflejret lidt for meget sand i bunden af de to ’reaktorer’, som de kaldes.

Det har skabt drifts-stop, så man var nødt til at få fjernet sandet. Det tilstoppede nemlig de ledninger, hvorigennem den anvendt biomasse skulle fjernes efter brug, forklarer anlæggets driftschef Erik Lundsgaard.

Efter at de to store tanke på skift har været lukket ned, er driften igen helt optimal, idet rensningen har øget kapaciteten i tankene og således forbedret produktionskapaciteten.

Da tankene alligevel skulle tømmes, har vi samtidig fået gennemført det obligatoriske eftersyn, der skal foregå mindst hvert 10. år. Eftersynet viste, at begge tanke er i fin stand.

Fakta om biogassen i Solrød

Anlægget på Åmarken 6 i nærheden af landsbyerne Naurbjerg og Jersie omfatter i alt fire tanke eller ’reaktorer’, hvor der fremstilles biogas.

Solrød Biogas, der ejes af kommunen, fremstiller i to tanke sin biogas på strandtang, gylle, citronskaller fra Kelco-fabrikken i Skensved samt mælkesyrebakterier fra Chr. Hansen. Biogas herfra bruges til både el og fjernvarme.

Solrød Bioenergi ejes af det private firma Bigadan og fremstiller sin biogas ud fra madaffald indsamlet i Københavnsområdet og fra Solrød Kommune. Med et opgraderingsanlæg bliver det til ren gas, der kan bruges i naturgas-nettet.

Bigadan står for driften af begge anlæg med alle fem ’reaktorer’, og Erik Lundsgaard er chef for det hele.