Mexico henter inspiration hos Solrød Biogas

En delegation af 15 mexicanske politikere, embedsfolk og virksomhedsledere var på rundvisning hos Solrød Biogas. Besøget skete som del af et samarbejde, hvor Danmark skal inspirere Mexico på klima- og energiområdet.

På trods af at Danmark ikke viste sig fra sin bedste side denne maj-formiddag, hvor regnen silede ned og temperaturerne blev sammenlignet med ’en af de koldeste vinterdage hjemme i Mexico’, så var der kun begejstring at spore hos de 15 mexicanere, der havde fundet vej til Solrød Biogas.

Et treårigt samarbejde mellem Danmark og Mexico i regi af Energistyrelsen vil forsøge at gøre Mexico klogere på klima- og energiområdet. Som led i projektet har en delegation af embedsmænd, politikere og repræsentanter fra større virksomheder været i på inspirationstur til Danmark for at lære om vedvarende energi – herunder især biogas og cirkulær økonomi.

Og her er Solrød Biogas oplagt som besøgsmål, for det er en solstrålehistorie om, hvor godt det kan gøres, fortalte Carsten Glenting, markedschef hos Cowi, der administrerede studieturen rundt i Danmark.

Imponerende, hvad lille Danmark har formået

Der var flere ’aha’- og ’wow’-udbrud og ivrig spørgelyst blandt gruppen af mænd og kvinder, der i dagens anledning var klædt i matchende orange sikkerhedsveste. De var især interesserede i at høre om det store potentiale i at blande gylle med industriens restprodukter.

Det er utroligt, hvad I har formået at gøre her i lille Danmark. Jeg er dybt imponeret over biogasanlægget, og jeg håber, vi kan lære mere om, hvordan man overvinder barrierer som eksempelvis økonomi, sagde Luis Muñozcano, chef for det mexicanske energiministeriums afdeling for vedvarende energi.

Luis Muñozcano fortalte videre, at Mexico godt nok har masser af biogas, men at det primært ses som et restprodukt fra de mange svin, der bliver avlet i landet. Så at inkorporere det til brug som alternativ og miljøvenlig energikilde er noget helt nyt og noget, der skal lagres og vokse i bevidstheden hos mexicanerne, der ser sig som et kulland.

Vil bidrage til grøn omstilling i hele verden

Solrød Biogas har ofte besøg på biogasanlægget. Ud over delegationer som gruppen af mexicanere har der været foreninger, private grupper og i større og større stil også skoleklasser forbi på Åmarken i Lille Skensved.

En af Solrød Biogas’ ambitioner er at fremme grøn omstilling hos danskerne, men at vi derudover også kan være en inspiration for udlandet, er jeg meget stolt over. Danmark og især Solrød er langt fremme, når det kommer til alternative energiformer, og hvis vi skal være sikre på at bevare en verden til vores efterkommere, er det nu, der skal sættes ind – i hele verden, fortæller Niels Hörup, der er borgmester i Solrød Kommune og bestyrelsesformand for Solrød Biogas.

For at kunne lære fremtidens borgere om biogas er anlægget indrettet med store lokaler og laboratorie, hvor der er mulighed for undervisning og for at se og føle på nogle af processerne på biogasanlægget. Og sammen med forskellige partnere arbejder Solrød Biogas lige nu på at udvikle en række digitale uddannelsesmaterialer, der skal styrke læringen i forbindelse med de yngste gæsters besøg på anlægget.

2018-04-25T11:09:53+00:00 18. maj 2017|