Biogødning til landbruget

Fakta om afgasset biomasse retur til landbrug

Landbrug i lokalområdet afleverer omkring 45.000 t husdyrgødning til Solrød Biogas om året. Solrød Biogas leverer 190.000 tons afgasset biomasse tilbage til landbruget.

Når gyllen og de andre restprodukter har været igennem anlægget, så er der afgasset biomasse tilbage. Den afgassede biomasse bliver leveret direkte tilbage til landbruget, hvor det vil blive anvendt som gødning.

Den afgassede biomasse har en højere gødningsværdi end den gylle, som kom ind i biogasanlægget, fordi den har et højere indhold af fx ammoniumkvælstof, (NH4+). Det er en fordel, da planterne har nemmere ved at optage kvælstof/nitrogen, når det er ammoniumkvælstof. Det er med til at fremme planternes vækst. Ammoniumkvælstoffet stammer bl.a. fra de nitrogenholdige salte fra eluat.

Mængden af gylle, der kom ind i biogasanlægget er blevet reduceret, fordi noget af gyllens og de andre restprodukters tørstof er omsat til biogas. Det betyder, at der er mindre mængder tørstof i den afgassede biomasse end i de restprodukter, den er fremstillet af. Før biogasanlægget har alle råvarerne en gennemsnitlig tørstofandel på ca. 10 %. Efter afgasningen i anlægget er tørstofandelen faldet til omkring 4-5 %.

Man tilsætter vand og svovlsyre til den afgassede biomasse. Det betyder, at volumen af afgasset biomasse, som går tilbage til landbruget stort set er det samme, som mængden af gylle og restprodukter, der kom ind i biogasproduktionen. Forskellen er fordeling af væske og tørstof og den højere gødningsværdi.

Fordele

Den tynde og letflydende biomasse, som kommer retur til landbruget, har flere fordele:

  • Den trænger relativt hurtigt ned i jorden og derved reduceres risikoen for fordampning af ammoniak

  • Den optages hurtigt i planterne og derved reduceres risikoen for udvaskning af kvælstof til miljøet

  • Den giver et højere høstudbytte sammenlignet med gylle, fordi den har en højere gødningsværdi

  • Landbrug kan spare på kvælstoffet i handelsgødningen/kunstgødning, som er produceret ved hjælp af fossil energi.

Fig. 17 Foto af gylle, der spredes på marken

Fig. 17 Foto af gylle, der spredes på marken