Direktøren for Solrød Biogas går på pension
Efter næsten 10 år som direktør for Solrød Biogas A/S, går Kaj Holm nu på pension. Solrød Byråd ønsker at undersøge et eventuelt salg af anlægget, og rekrutteringen af en ny direktør er derfor sat på pause. Bestyrelsesformand Niels Hörup træder midlertidigt til, indtil kommunen har afsluttet salgsprocessen og en ny direktør er fundet.
Efter etableringen af Solrød Biogas A/S i 2014 har Solrød Fjernvarmes mangeårige driftschef, Kaj Holm, fungeret som direktør for det 100% kommunalt ejede biogasanlæg. Det privatejede Solrød Bioenergi ApS er driftsoperatør på anlægget, der ligger på Åmarken 6 sammen med driftsoperatørens eget biogasanlæg.
Efter knap 10 år på posten som direktør i det kommunalt ejede Solrød Biogas A/S fratræder Kaj Holm ved udgangen af juli måned sin stilling for at gå på pension. Det samme gør besøgskoordinator Steen Danielsen, så bestyrelsen i Solrød Biogas A/S har gennem en periode været i markedet for at søge nye kræfter.
Midt i denne proces har Solrød Byråd imidlertid besluttet at indlede en proces for salg af Solrød Biogas A/S. Som følge af ejerens beslutning har bestyrelsen derfor besluttet at indstille rekrutteringen af ny direktør, indtil et resultat af denne proces foreligger, herunder hvem den nye ejer i givet fald måtte blive.
Selskabslovgivningen kræver imidlertid, at et kapitalselskab skal have en direktør, og derfor indtræder bestyrelsesformand Niels Hörup som midlertidig direktør i Solrød Biogas A/S. Byrådet skal herefter udpege en midlertidig formand, idet en bestyrelsesformand ikke også kan være direktør i selskabet.
Direktør Kaj Holm, Solrød Biogas
Niels Hörup, Bestyrelsesformand Solrød Biogas