Fuldt hus på biogasanlæg

Flere hundrede nysgerrige besøgende lagde vejen forbi Lille Skensved, da Solrød Biogas holdt åbent hus i weekenden. Borgmester og bestyrelsesformand Niels Hörup var glad for det store fremmøde, der ligger i tråd med ambitionerne om at højne borgernes grønne bevidsthed – også hos de mindste

– Hvor mange har været her tidligere? Ræk hånden op, sagde borgmester Niels Hörup under velkomsttalen, da der i weekenden var åbent hus hos Solrød Biogas.

Åbent hus-arrangementet markerede toårsdagen for biogasanlægget i Lille Skensved. Og selv om stærke vindstød fik flere af de besøgende til at knappe jakkerne mere til, så var der fuldt hus i alle tre timer, som eventet varede.

Anlægget er også borgernes

Cirka en tredjedel af de godt 200 mennesker, der overværede velkomsten, rakte en hånd i vejret som svar på Niels Hörups spørgsmål. Der var derfor mange nye gæster på biogasanlægget, hvilket glædede borgmesteren, der også er bestyrelsesformand i Solrød Biogas A/S.

– Solrød Biogas er jo ejet af Solrød Kommune og leverer grøn energi til kommunens husstande. Så Solrød Biogas er borgernes anlæg. Det ligger os derfor meget nært, at alle får mulighed for at opleve aktiviteterne og høre om visionen bag anlægget, fortæller Niels Hörup og fortsætter:
– Jeg er dybt imponeret over de resultater, som medarbejdere og samarbejdspartnere har skabt ved at udvikle og drifte et anlæg, som allerede i første år havde positive tal på bundlinjen. Allerede nu er vi godt på vej til at opfylde kommunens klimamål, hvilket er et bevis på, at grøn omstilling kan og skal realiseres lokalt, siger Niels Hörup med henvisning til, at Solrød Biogas kan tage en stor del af æren for, at Solrød Kommune allerede nu er over halvvejs mod målet om at reducere kommunens samlede CO2-udledning med 55 pct. i 2025.

Niels Hörup benyttede samtidig lejligheden til at takke bestyrelsen for sit engagement og for at holde fast i visionen om det lokale biogasanlæg. Bestyrelsen har fulgt anlægget tæt, og alle bestyrelsesmedlemmer var til stede under lørdagens åbent hus for at tale med de besøgende borgere. Niels Hörup opfordrede derfor de fremmødte til at gå i dialog med politikere, uddannelsesinstitutioner og virksomheder omkring løsningen af de massive klimaudfordringer, vi står over for i fremtiden.

Hele familien lærte noget

Blandt de besøgende var flere børnefamilier. Mens popcornmaskinen og pølsevognen, der bød på økologiske hotdogs, naturligt nok trak stor opmærksomhed fra de mindste gæster, så fik de også viden med hjem fra blandt andet børnequizzen og rundvisningerne.

– Drengene synes især, det var spændende, at gas kunne laves om til el og varme i vores hjem, og jeg synes, vi alle sammen har lært noget her i dag, lød det fra Solrød-borgeren Trine Ramstedt, der besøgte biogasanlægget sammen med sine to sønner.

Skolemateriale skal styrke børnenes klimabevidsthed

At højne den grønne bevidsthed hos børnene er en af ambitionerne for Solrød Biogas. Rundvisningerne, der startede flere gange i løbet af dagen, førte derfor også de besøgende forbi en demonstration af det nye digitale skolemateriale, Solrød Biogas har udviklet.
– Det er essentielt for vores fremtid og miljøet, at vores børn inspireres til en grønnere tankegang allerede fra skolealderen. Vi har allerede haft mange skoleklasser på besøg på anlægget, og jeg glæder mig til, at det digitale skolemateriale kan understøtte og højne oplevelsen for de videbegærlige skoleelever i og uden for Solrød Kommune, siger Kaj Holm Rasmussen, der er direktør hos Solrød Biogas.
Ud over at opleve, hvordan anlægget fungerer, kan skoleeleverne under besøgene også lave forsøg og oparbejde viden om biogasproduktion.

Se artiklen i Solrød Avis her

 

 

2017-10-12T06:06:12+00:00 12. oktober 2017|